Mikrofon
Hvis du vil indspille vokaler hjemmefra, kan det helt klart anbefales at du investerer i en god mikrofon. Der findes forskellige mikrofontyper, der hver har deres styrke alt efter om du skal optage vokaler, akustisk guitar, forstærker/kabinetter, eller noget fjerde.
Man taler primært om tre typer: dynamiske mikrofoner, kondensatormikrofoner (stormembran og småmembran) og båndmikrofoner.
Det du skal overveje er, hvad du kommer til at optage. Dynamiske mikrofoner er generelt gode til instrumenter, trommer, guitar/bas forstærkere, men kan også bruges til vokaler (bliver tit brugt til live optrædener). Dog er dynamiske mikrofoner typisk designet på en måde, der gør at de ikke er så følsomme over for højere frekvenser. Det betyder at de ikke er lige så velegnede som kondensatormikrofoner til at fange detaljerne i lyse vokaler eller instrumenter, der spiller i højere toner (eks. Klaver eller akustisk guitar).
Derfor bliver stormembran kondensatormikrofoner tit anbefalet til vokaler, hvor man har brug for at fange flere højfrekvens detaljer, men også fordi de tit fremhæver vokalen på en behagelig måde. De har samtidig en god opfangning af lavere frekvenser og tillader at du som sanger godt kan bevæge dig lidt når du indspiller. Småmembran mikrofoner opfanger lyd meget klart og præcist og kan bruges til stort set alt. De kan endda bruges til at optage kor eller orkester. Kondensatormikrofoner kræver som regel +48v phantom power for at virke, så du skal huske at tjekke om dit lydkort kan give dét (de fleste har det som en knap bagpå lydkortet).
I langt de fleste tilfælde kommer du til at bruge enten en dynamisk eller kondensator mikrofon, men for en god ordens skyld, vil vi lige kort nævne båndmikrofoner. Båndmikrofoner har tit et lidt old-school udseende, med metal gitter. Deres lyd har også tit en afrundet top (let dæmpning af de høje frekvenser) som nogle synes giver et behageligt resultat på vokaler. Derfor kan de være ret fede at arbejde med hvis du søger en specifik tone. De kan til gengæld hurtigt blive meget dyre.
Det er vigtigt at huske at alle stemmer er forskellige, og at hver mikrofon inden for de forskellige kategorier også varierer. Der findes ikke én løsning der passer til alle, så det gælder om at prøve sig lidt frem og finde ud af hvad der fungerer for dig.
USB mikrofoner
USB-mikrofoner har før i tiden haft et dårligt ry. I dag findes, der mange højkvalitets USB mics fra mærker som RØDE, Audio-Technica og Blue Yeti. Der kan være situationer, hvor det ikke giver mening at købe andet end en mikrofon f.eks. hvis du er sanger med et stramt budget, og du kun har brug for at indspille vokal. Her giver det god mening at spare pengene og gå efter en USB mikrofon.
Men hvis du har et lydkort, eller du ved at du skal have et, så anbefaler vi at gå med XLR mikrofoner. Så bliver det nemlig nemmere at få det hele til at spille sammen, da USB Mikrofoner dukker op som endnu en enhed du skal sætte op i din DAWs indstillinger.
Popfilter
Et popfilter er der ikke kun for at se professionelt ud, det har faktisk en vigtig funktion. Det dæmper nemlig hårde luftpust fra konsonanter f.eks. i ord der starter med p, f, b. Hvis der ikke følger et popfilter med din kondensatormikrofon, så husk at skaffe et (eller lav et selv med en nylonstrømpe og en tynd metal bøjle).
Andet tilbehør
Hvis du har plads til det, er et godt mikrofonstativ næsten nødvendigt til nogle mikrofoner - de kan også fås i mindre, bordstørrelser, så du f.eks. bare kan sidde ved dit skrivebord.
Professionelle lydteknikere bruger tit en preamp (forforstærker) som de kører mikrofonen igennem inden signalet bliver optaget. Nogle mikrofoner kræver meget gain og fungerer godt sammen med en preamp pga. den ekstra kraft de kan give. Det kan også være med til at give lyden en “varmere” tone, som mange kan lide. Det er dog vigtigt at understrege, at de fleste lydkort har en indbygget preamp i sig, som er helt fin til de fleste opgaver. Gode preamps kan hurtigt blive dyre, men til hjemmestudie brug burde du godt kunne klare dig med et lydkort, medmindre du er ude efter en meget specifik tone.